Du er her: AU Ph.d.  Nyheder og arrangementer Vis nyheder

Kunsten at kontrollere enkelte polymermolekyler

Ph.d.-forsvar, mandag den 22. januar 2018, Mikael Madsen

22.01.2018 | Rikke J. Ljungmann

Mikael Madsen

Polymerer er fascinerende molekyler, der har revolutioneret vores dagligdag. Hvert år bliver der produceret mange millioner tons polymerer, som bruges i maling, plastik, tøj osv. I de seneste årtier har en ny type polymerer med markant anderledes anvendelsesområder vundet indpas. Konjugerede polymerer er baseret på elektrisk ledende kæder, som giver ophav til nogle yderst interessante elektriske og optiske egenskaber. Netop disse egenskaber danner grundlaget for den vigtige rolle konjugerede polymerer nu spiller i organiske, elektroniske anordninger såsom lysende dioder og solceller. Der lægges for tiden mange kræfter i forskning, der fokuserer på at optimere og udvide brugen af konjugerede polymerer. Til dette formål er der behov for metoder til at undersøge de fundamentelle egenskaber af enkelte polymermolekyler.

I løbet af sine ph.d.-studier har Mikael Madsen arbejdet med udvikling af metoder til at studere enkelte polymermolekyler. For at nå i mål med dette syntetiserede han konjugerede polymerer, der var udstyret med børster af DNA. DNA-børsterne gjorde det muligt at isolere enkelte polymerkæder på DNA-nanostrukturer og på den måde kontrollere enkelte polymermolekyler. Der blev fremstillet to nye polymer-DNA-konjugater, som begge blev undersøgt på enkeltmolekyleniveau. De blev studeret både uafhængigt af hinanden, men også sammen på den samme nanostruktur. På denne måde var det muligt at undersøge energioverførsel imellem to forskellige polymerer på enkeltmolekyleniveau. Mikael Madsens studier kan potentielt benyttes til at belyse energioverførselsprocesser i konjugerede polymermolekyler og dermed bidrage til udviklingen af fremtidens organiske, elektroniske anordninger.

Ph.d.-studiet er gennemført ved Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO), Science and Technology, Aarhus Universitet.

Dette resumé er udarbejdet af den ph.d.-studerende.

Tid: Mandag den 22. januar 2018 kl. 13.15
Sted: Bygning 1593, lokale 012, Auditoriet, iNANO-Huset, Gustav Wieds Vej 14, Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C.
Afhandlingens titel: Controlling Individual Polymer Molecules
Kontaktinfo: Mikael Madsen, e-mail: mikael89@inano.au.dk, tlf: 6165 7556
Bedømmelsesudvalg:
Professor, MPI Director Tanja Weil, Max Planck Institute for Polymer Research, Synthesis of Macromolecules Department, Mainz, Tyskland
Professor Jesper Wengel, Department of Physics, Chemistry and Pharmacy, Syddansk Universitet
Professor Troels Skrydstrup (formand), iNANO og Institut for Kemi, Aarhus Universitet
Hovedvejleder:
Professor Kurt V. Gothelf, iNANO og Institut for Kemi, Aarhus Universitet
Sprog: Ph.d.-afhandlingen forsvares på engelsk

Forsvaret er offentligt.
Afhandlingen ligger til gennemsyn hos Graduate School of Science and Technology/GSST, Ny Munkegade 120, bygning 1520, lokale 128-134, 8000 Aarhus C.

 

 

PhD defence
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.01.2018